Menu

Nu kan bolden trille året rundt i HSK Fodbold

image Det var med stor tilfredshed, at de udførende entreprenører, Hadsten Kunstgræsbaneforening og HSK Fodbold fredag indtog den nye kunstgræsbane
09. december 2020 kl. 20:26
Den største julegave i lang tid blev pakket ud i weekenden. Den nye kunstgræsbane er nu officielt overleveret fra de udførende entreprenører til Hadsten Kunstgræsbaneforening og HSK Fodbold, hvor der er mange, som ikke kan vente med at tage det grønne tæppe i brug.

Den store indvielse må vente til foråret eller sommeren, når corona-virussen forhåbentligt har sluppet sit tag i Danmark. Men en lille markering blev det, da bestyrelsen i Hadsten Kunstgræsbaneforening sammen med rådgivere, samarbejdspartnere og frivillige fra HSK Fodbold inspicerede den nye bane, som faktisk allerede har været i brug.

Den 28. november kunne HSKs U12-piger, som de allerførste, indtage banen og hive tre sejre hjem på det nye underlag.

- Nu glæder vi os til, at resten af klubbens medlemmer også får mulighed for at spille og træne på den nye bane. Vi er både glade for og stolte af de gode forhold, vi nu kan tilbyde vores medlemmer i HSK Fodbold, siger Henrik Hagemann, formand for HSK Fodbold. Han sender en tak til både Hadsten Kunstgræsbaneforening og til sin forgænger Gert Jensen, for det store arbejde der er lagt i at få en kunstgræsbane i Hadsten.

- Det har været længe undervejs, men nu er vi endelige i mål, smilte en veltilfreds formand for Hadsten Kunstgræsbaneforening, Hans Ole Steensig, da han under markeringen kort ridsede den nye banes lange historie op.  

Stor lokal opbakning om banen
Tre år og to måneder skulle der gå fra Favrskov Kommune i oktober 2017 gav den første bevilling til en kunstgræsbane i Hadsten til banen stod klar til brug.

Det var HSKs tidligere formandsskab Gert Jensen og Henry Sørensen, som først førte kampen for at give fodboldspillere i Hadsten bedre faciliteter. De lagde et stort stykke arbejde i ideen, og det gav pote, da Favrskov Kommune af to omgange bevilligede 3.75 mio. kr. til projektet med den besked, at fodboldklubben selv skulle finde resten af midlerne.

I efteråret 2018, blev Hans Ole Steensig involveret i arbejdet og som en del af Civic Hadsten valgte han sammen med Jens Espensen og Kristen Mark at gå ind i arbejdet for kunstgræsbanen. 

Det blev startskuddet til Hadsten Kunstgræsbaneforening, hvor HSK Fodbold også blev repræsenteret af Jacob Skovmand Christensen og Martin Møller. De seneste to år har bestyrelsen arbejdet målrettet på at få banen etableret trods ændringer i miljøkrav og tung sagsbehandling. De samlede de sidste midler ind blandt andet igennem donationer fra ELRO-fonden, DIF/DGI, Hadsten Kultur- og Idrætscenter og Lions Club Hadsten samt sponsorbidrag fra Hadsten Maskinfabrik og løbeshop.dk. De holdt møder med kommunen og lagde kræfter i at skubbe processen videre.

Corona hjalp banen på vej
I foråret 2020 skete der endeligt noget. Mens corona ramte Danmark og satte mange ting i stå, blev virussen en gevinst for kunstgræsbanen.

- Regeringen fjernede anlægsloftet for 2020 og henstillede til straks at igangsætte kommunale anlægsopgaver, og det satte skub i tingene, forklarede Hans Ole Steensig. I løbet af få dage i april sendte Favrskov Kommune alle de nødvendige tilladelser af sted, og så var vejen ryddet mod den nye bane.

I august 2020 blev første spadestik gravet, og i løbet af efteråret har ikke bare banen, men også et MTB-spor og planerne om en udendørs aktivitetsplads ved siden af taget form. 

- Der har været et rigtigt godt samarbejde med de frivillige, og mange har hjulpet til, forklarede Hans Ole Steensig, som sammen med resten af bestyrelsen i kunstgræsbaneforeningen glæder sig over de nye tiltag og gode forhold, der bliver skabt for alle indbyggere i Hadsten ved banerne på Bavnehøj. 

Området er også grobund for nye samarbejder mellem foreningerne. Et synlig bevis på det samarbejde er et nyt stort garageanlæg med overdækket skiftezone, som skal ligge i områdets hjerte og rumme både MTB, outdoor og fodboldudstyr. Det er en nyetableret vedligeholdelsesgruppe for kunstgræsbanen, der har søgt og har fået bevilliget midler til anlægget.

Luk